Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS) er en nervesygdom, hvor der kan opstå forskellige former for problemer med at spise og drikke. Der kan opstå besvær med at tygge eller synke, det kan blive meget tidskrævende og udmattende at spise eller appetitten kan være nedsat.

Her på hjemmesiden kan du finde informationer om, hvordan det er fornuftigt at sammensætte dine måltider, hvis du har svært ved at spise.

Hjemmesiden omhandler især tygge- og synkebesvær samt utilsigtet vægttab, herunder råd til, hvordan disse problemer i praksis kan tackles. Desuden kan du finde en række opskrifter på tygge- og synkevenlig mad med et højt indhold af energi (kJ/kcal) og protein.

Hjemmesiden henvender sig altså særligt til dig, der har, eller er pårørende til et menneske med, ALS. Der vil dog også være informationer og inspiration at hente for andre der har, eller arbejder med mennesker som lider af, tygge- eller synkebesvær.