Kroppens behov for mad
 Kroppens behov for væske
 Næringsstoffer
Kroppens behov for væske

Kroppen har lige så meget behov for væske som for mad. Du bør derfor drikke rigeligt med væske, ca. 1½ liter om dagen er tilstrækkeligt for de fleste.
Du får også væske igennem den mad du spiser, specielt flydende mad har et stort væskeindhold. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får nok væske, kan du tale med en diætist herom.

Hvis du ikke drikker nok væske kan du få gener som forstoppelse, sejt slim og hovedpine. Hvis det er over en længere periode, at du ikke får tilstrækkeligt med væske, kan det desuden bevirke, at du bliver træt og forvirret.

Hvis du har problemer med at synke, kan det være vanskeligt at drikke tyndtflydende væske (fx vand, saft, te og kaffe) uden at få det galt i halsen. Du kan gøre dine drikkevarer tykkere ved at anvende fortykningsmidler. Du kan desuden gøre dine mælkebaserede drikkevarer tykkere ved at tilsætte kvark, ymer eller fløde, mens juice og saft kan tyknes ved at tilsætte blendet/pureret frugt eller grønsager.

Hvis du har tygge- eller synkebesvær, har tabt dig eller har nedsat appetit er det en god idé, at dine drikkevarer indeholder energi (kJ/kcal) og protein. Eksempler herpå er sødmælk, kakaomælk, kærnemælk med fløde og sukker, drikkeyoghurt samt energi- og proteindrikke. Saft, sodavand og juice er også rige på energi, men ikke på protein.