Tygge- eller synkebesvær
 Vægttab
 Måltidsfordeling
 Berigelse af mad og drikke
 Energi- og proteindrikke
 Sondemad
 Forstoppelse
Energi- og proteindrikke

Du kan øge dit indtag af energi (kJ/kcal) og protein ved at drikke energi- og proteindrikke som supplement til den mad, som du plejer at spise.

Drikkene kan enten være hjemmelavede eller færdigfremstillede. Hvis du selv har mulighed for at lave drikkene, kan du finde opskrifter på energi- og proteinholdige drikke her på hjemmesiden.

Færdigfremstillede energi- og proteindrikke har ofte et højere indhold af energi (kJ/kcal), protein, vitaminer og mineraler end de hjemmelavede. Drikkene er baseret på mælk, yoghurt eller saft og findes i mange forskellige smagsvarianter og med forskelligt indhold af energi og protein. Nogle af disse drikke kan erstatte et helt måltid. Drikkene kan fåes med ekstra protein eller fibre. Tal med en diætist om, hvilket produkt der bedst tilgodeser dit behov.

Alle tilskudsdrikkene kan serveres kolde, andre kan med fordel serveres enten opvarmede eller frosset til sorbet eller is.

Du kan fx varme en kakaodrik og servere den med flødeskum eller varme en frugtdrik og servere den som frugtsuppe med cremefraiche. Hvis du opvarmer en tilskudsdrik skal det ske forsigtigt, da tilskudsdrikke ikke må koge. Hvis du fryser tilskudsdrikkene kan de saftbaserede drikke serveres som sorbet, mens de mælke- og yoghurtbaserede drikke kan serveres som is. Server fx flødeskum, frugtpuré eller henkogt frugt til.

Færdigfremstillede tilskudsdrikke kan købes på apoteket og hos producenterne.
Hvis din læge vurderer, at du har behov for tilskudsdrikke kan du få en grøn ernæringsrecept, og derved få dækket 60 % af dine udgifter til drikkene. Recepten er gældende i seks måneder og kan derefter fornyes.